Gyldendal sælger Chapter til Saxo
Dato: 30. september 2022
Gyldendal har i dag solgt streamingtjenesten Chapter A/S til Saxo.com A/S.
Chapter er på få år blevet en betydelig aktør på det danske streamingmarked, men det står samtidig klart, at den hårde konkurrence på markedet kræver for store investeringer til at fortsætte. Økonomien i Chapter hænger ikke sammen for Gyldendal, og der er brug for konsolidering i markedet.
Konstitueret administrerende direktør for Gyldendal, Hanne Salomonsen, udtaler:
”Salget til Saxo er glædeligt for Chapters kunder og sikrer dem en langsigtet, stabil og konkurrencedygtig service.”
Saxo har siden 2017 haft en streamingtjeneste i Danmark og er i dag en ”omnichannel”-boghandel med trykte bøger, e-bøger og lydbøger. Saxo er ejet af JP/Politikens Hus.
Hanne Salomonsen uddyber:
”I en vanskelig situation glæder det os at have fundet en løsning, som styrker en publicistisk ejet streamingtjeneste på det danske marked, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Saxo. Salget frigør ressourcer til at styrke og udvikle vores forlagsvirksomhed yderligere til gavn for vores forfattere og kunder.”
Frasalget er en del af Gyldendals skærpede strategiske fokus på kerneforretningen, som meddelt ved selskabsmeddelelse nr. 6 af 25. august 2022.
Saxo overtager Chapter pr. dags dato den 30. september 2022. Prisen for aktierne i Chapter er 1 kr.
Chapter realiserede i 1. halvår 2022 et negativt EBIT på 24 mio. kr. Salget af Chapter medfører dermed en væsentlig positiv økonomisk effekt for Gyldendal-gruppen fremadrettet, men ændrer ikke på de finansielle forventninger til 2022.